Hos søer bestemmes råmælkens kvalitet især af indholdet af antistoffer (primært IgG), energi, fedt og tørstof. Pattegrise fødes næsten uden cirkulerende antistoffer, fordi soens moderkage ikke tillader overførsel af immunitet under drægtigheden. Derfor er grisene fuldstændigt afhængige af råmælk i de første levetimer for både immunbeskyttelse, energi og temperaturregulering.
Det særlige ved råmælk hos søer er, at kvaliteten falder meget hurtigt efter faring. Dansk Svineproduktion beskriver, at den mest antistofrige råmælk produceres lige omkring fødslen af de første grise. Allerede få timer senere begynder koncentrationen af især IgG-antistoffer at falde markant, og efter cirka 24 timer er mælken gradvist overgået til almindelig somælk med langt lavere immunologisk værdi.
Udviklingen kan forenklet beskrives således:
|
Tid efter faring |
Indhold af IgG/antistoffer |
|
0–3 timer |
Meget højt |
|
6–12 timer |
Tydeligt fald |
|
12–24 timer |
Kraftigt reduceret |
|
>24 timer |
Overgang til almindelig somælk |
Forklaringen er biologisk, at soens yver kun i en kort periode omkring faring aktivt transporterer store antistoffer fra blodbanen til mælken. Kort efter faring skifter yveret fra produktion af immunrig råmælk til almindelig mælkeproduktion, hvor indholdet af antistoffer fortyndes hurtigt.
Der ses samtidig stor variation mellem søer og kuld.
Soens alder har betydning, fordi ældre søer typisk har været udsat for flere smittestoffer og derfor har en bredere antistofprofil end 1. kuldssøer. Vaccination spiller også en vigtig rolle, da råmælken indeholder antistoffer mod de sygdomme, soen enten er vaccineret imod eller tidligere har mødt i besætningen. Nye søer i en besætning kan derfor have dårligere lokal immunitet.
Faringens længde påvirker også kvaliteten. Ved lange faringer vil de sidstfødte grise ofte modtage råmælk med lavere indhold af IgG, fordi kvaliteten allerede er faldende, mens faringen stadig foregår. Store kuld øger samtidig konkurrencen om patterne, hvilket betyder, at små og svage grise risikerer at få for lidt råmælk, selv når kvaliteten er god.
Soens ernæring og huld omkring faring har ligeledes stor betydning. Energiunderskud, varmestress, lav ædelyst eller forstoppelse kan reducere både råmælksproduktion og mælkenedgivning. Derudover findes der genetiske forskelle mellem søer i både mængden og kvaliteten af den producerede råmælk.
Pattegrisens evne til at optage antistoffer er samtidig meget tidsbegrænset. Tarmepitelet er mest “åbent” umiddelbart efter fødsel, hvor store IgG-molekyler kan optages direkte til blodbanen. Allerede efter 6–12 timer falder optagelsen tydeligt, og efter cirka 24 timer er tarmen næsten lukket for denne type optagelse. Derfor er timing afgørende, og hurtig adgang til råmælk er ofte vigtigere end mindre forskelle i selve antistofkoncentrationen.
I moderne svineproduktion gør dette management omkring faring særligt vigtigt. Hurtig adgang til patter, splitmalkning ved store kuld, tidlig hjælp til små eller svage grise samt ro omkring faringen er centrale tiltag for at sikre tilstrækkeligt råmælksoptag. Dansk Svineproduktion anbefaler derfor, at grise som udgangspunkt ikke flyttes fra soen før minimum 8 timer efter fødsel.
Samlet set fungerer råmælk hos søer som et meget kortvarigt immunologisk vindue. Kombinationen af hurtigt faldende IgG-koncentration i mælken og grisens hurtigt aftagende evne til at optage antistoffer betyder, at selv få timers forsinkelse kan få stor betydning for pattegrisenes overlevelse, vækst og sygdomsresistens senere i livet.
Konklusion:
Det vil sige, råmælk er ikke nødvendigvis god råmælk.
Råmælk fra søer har ikke altid en ensartet kvalitet. Både koncentrationen og mængden af antistoffer varierer betydeligt mellem søer samt afhængigt af tidspunktet efter faring, hvor og hvordan råmælken udtages og anvendes. Man bør derfor ikke automatisk antage, at råmælk nødvendigvis er af høj kvalitet alene fordi den stammer fra en so. Indholdet af immunstoffer og næringsstoffer kan variere markant, og råmælken er derfor ikke altid tilstrækkelig til at dække den nyfødte gris’ behov for optimal immunbeskyttelse og ernæring.
Kilder