Calvex fejrer 30 års jubilæum

I 2022 var det 30 år siden, at Calvex blev grundlagt. Siden grundlæggelsen har den Skive-baserede virksomhed vokset til i dag at være en af de mest kendte og driftige virksomheder i Salling-egnen. 

Arbejder man med småkvæg, så ringer en stor klokke, når man hører navnet Calvex. 

Virksomheden har nemlig siden starten dedikeret sig til arbejdet med kalve, og i år er det præcis 30 år siden, at Calvex så dagens lys. Siden starten er der løbet meget vand under broen, og i dag er man med produkter som Mælketaxa, ColoQuick og Sprayfomælkeerstatninger en vigtig medspiller hos mange danske mælkeproducenter.

For mange skibonitter giver særligt ColoQuick-navnet måske genlyd. Virksomheden er nemlig også hovedsponsor og ejer af det lokale cykelhold, som gennem de sidste mange sæsoner har markeret sig som et af landets allerbedste hold. Det var også her at den nuværende Tour de France-vinder, Jonas Vingegaard, slog sine folder inden han skiftede op på øverste niveau. 

For Calvex skal de 30 år naturligvis fejres – men fejringen i år bliver lidt mere afdæmpet end oprindeligt planlagt. I vinteren 2022 blev virksomheden ramt af en stor brand, hvor hovedkontoret brændte ned, og derfor er de fysiske festligheder udskudt lidt endnu. 

”Vi vil gerne kunne gøre det lige så festligt, som det bør være, og det kan vi ikke lige nu, hvor vi bor i lejede lokaler. Så vi vil hellere vente lidt og gøre det ordentligt i løbet af næste år,” siger Brian Pedersen, stifter og administrerende direktør i Calvex. 

Landmændene kan dog allerede nu glæde sig lidt til fejringen. I næste uge løber Nordeuropas største landbrugsmesse, Agromek, af stablen og her er den skive-baserede virksomhed i gavehumør. Én heldig besøgende kan nemlig se frem til hele 30.000 kroner i gavekort til Calvex-produkter – og dermed få et tiltrængt boost i en tid, der hverken er nem for private eller landmænd. 

”De seneste år har vi alle været igennem en hård periode med krig, corona og inflation. Vi har som virksomhed også haft en svær periode, hvor vi startede året med at miste hele vores hovedkontor i en brandulykke. Med en konkurrence nu og fejringen næste år vil vi både gerne fejre, at vi nu runder 30 år som virksomhed – men også at vi tror på, at vi går en lidt lysere fremtid i møde for alle,” siger Brian Pedersen.

Calvex beskæftiger i dag 30 ansatte og har midlertidigt kontor på Øster Fælled Vej i Skive. Planen er, at der i fremtiden skal genetableres et nyt hovedkontor som erstatning for det nedbrændte.